Spring til indhold

Moldovas Økonomi & Dansk Bistand

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind

Økonomisk Situation

Moldova er Europas fattigste land. I de seneste par år har der dog været et fald i antallet af fattige fra 30,2% i 2006 til 16,6% i 2012. Omkring 1,5% af befolkningen lever i ekstrem fattigdom (dvs. at de som udgangspunkt har råd til mad men mangler penge til at dække andre basale behov).

Landet har oplevet positive vækstrater på gennemsnitligt 6% fra 2000 og frem til 2009, hvor landet blev ramt af den internationale økonomiske krise. Siden har økonomien rettet sig op, og Moldova havde i 2013 en vækst på 9,4% i BNP. I 2014 faldt væksten til 4,7 pct. som følge af dårlig høst og russiske handelsrestriktioner.

Befolkningen er primært beskæftiget indenfor service- og landbrugssektoren med henholdsvis 53,5% og 28,8% af arbejdsstyrken. Arbejdsløsheden lå på omkring 6,7% i 2011.
 
Moldova har optaget betydelige lån gennem IMF og indgik i 2010 en aftale om et nyt låneprogram på i alt 588 millioner USD. Regeringen forpligtede sig til gradvist at reducere budgetunderskuddet samt at forbedre de sociale ydelser for de fattigste i samfundet.
 
Moldova modtager betydelig støtte fra EU, FN og USA. I den nuværende EU-aftale for perioden 2014-2017, er der stillet 610-746 mio. EUR til rådighed, som hovedsageligt skal bruges til udvikling af landdistrikterne og den offentlige sektor. 

Den 1. september 2014 trådte Moldovas associeringsaftale med EU i kraft. Aftalen fjerner en række barrierer for samhandel, og gør at Moldova kan ansøge om status som kandidatland til EU. EU er Moldovas største handelspartner (46,4%), efterfulgt af Rusland (21,9%) og Ukraine (11,8%). Handlen imellem Moldova og EU forventes at stige yderligere efter indgåelsen af associeringsaftalen.

Den danske samhandel med Moldova er begrænset og eksporten til landet var i 2013 på ca. 77 mio. kr., mens importen begrænser sig til under en million årligt.

Dansk Bistand til Moldova

Den danske bistand til Moldova ydes under Udenrigsministeriets Naboskabsprogram  for bilateral bistand til EU’s nabolande.  Naboskabsprogrammet er Danmarks bilaterale bistandsprogram til EU’s nabolande mod øst og sydøst med fokus på menneskerettigheder og demokrati, samt økonomisk udvikling med det formål at tilnærme landene til europæiske normer og principper. Den seneste strategi for programmet gælder for 2014-17 og Moldova er her et prioritetsland. 

Indenfor menneskerettigheder og demokrati går støtten til tre formål: At styrke det moldoviske parlament (10,8m kr), at støtte bedre offentlige serviceydelser i kommunerne (30m kr) og at styrke det moldoviske civilsamfund gennem East Europe Foundation (del af større regionalt program). Alle programmerne gennemføres i samarbejde med de moldoviske myndigheder. 

Støtten til parlamentet har medført, at offentlige høringer nu er mere almindelige, støtten til kommunerne har blandt andet muliggjort finansiel bæredygtig affaldshåndtering i en sammenslutning af kommuner og indenfor civilsamfundet har støtten blandt andet ført til større gennemsigtighed indenfor retssektoren. 

Støtten til iværksætteri i landdistrikterne indbefatter tilskud til unge iværksættere, der dermed får bedre adgang til lån hos de kommercielle banker. Desuden arrangeres uddannelse indenfor landbrug, regnskab, ledelse med mere. Programmets budget er 30m i perioden 2013-2017. 

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind