Spring til indhold

Politisk System & Udvikling

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind

Politisk System & Regering

System: Parlamentarisk Republik
Lovgivende magt:         Moldovas Parlament
Præsident: Igor Dodon
Premierminister: Pavel Filip
Udenrigsminister: Andrei Galbur

Indenrigspolitik

Moldova har været selvstændigt siden 1991 og fungerer som et parlamentarisk demokrati med en republikansk forfatning.

Moldova løsrev sig fra Sovjetunionen og erklærede Republikken Moldova for selvstændig den 27. august 1991. Moldova er nu et parlamentarisk demokrati med en præsident som statsoverhoved. Præsidenten udpeger premierministeren, der efterfølgende sammensætter regeringen, som Parlamentet godkender.

Parlamentet
Har 101 medlemmer, som vælges hvert fjerde år ved direkte valg.

Ved det seneste parlamentsvalg i november 2014, fik de pro-europæiske partier, dvs. det Liberal-Demokratiske Parti (PLDM), det Demokratiske Part (PDM) og det Liberale Parti (PL), samlet flertal, mens valgets store sejrsherre blev det pro-russiske Socialistiske Parti (PSRM). Det Kommunistiske Parti (PCRM) fik halveret sit stemmetal.

Til trods for et samlet flertal kunne de tre pro-europæiske partier ikke enes om at danne en koalition. Efter mislykkede forhandlinger mellem PLDM, PDM og PL, der varede frem til februar 2015), dannedes en mindretalsregering bestående af PDLM og PDM med støtte fra det kommunistiske parti (PCRM). Tidligere premierminister Iurie Leancă – tidligere udenrigsminister og en fremtrædende pro-europæisk figur fra PLDM – mødte modstand fra PCRM og kunne med 42 af de nødvendige 52 stemmer ud af 101 ikke opnå Parlamentets opbakning til at danne regering på ny. Leancă trådte herefter ud af PDLM i protest og dannede et nyt pro-europæisk parti, det Europæiske Folkeparti (EPPM).

Ny premierminister blev herefter Chiril Gaburici, en erhvervsmand uden politisk erfaring og tidligere direktør i det svenskejede Azercell i Aserbajdsjan. Han dannede en ny regering som blev godkendt af Parlamentet med opbakning fra PCRM. Det lykkedes imidlertid kun for Gaburici-regeringen, der i forvejen af mange blev betragtet som en midlertidig, kompromisregering at holde indtil den 12. juni, hvor premierministeren måtte træde tilbage.

Præsidenten
Vælges af Parlamentet og skal som minimum have opbakning fra 3/5 af parlamentet (61 ud af 101 medlemmer) for at blive valgt. Nicolae Timofti er Moldovas præsident, hvilket han har været siden 2012. Næste præsidentvalg afholdes i marts 2016. 

Moldova var i perioden fra september 2009 til marts 2012 uden præsident, da det ikke var muligt at finde den nødvendige opbakning i Parlamentet til en kandidat. Den liberale Mihai Ghimpu fungerede som præsident indtil december 2010, hvor han afløstes af PDMs Marian Lupu. Problemet med at vælge en ny præsident blev først løst i marts 2012. Til trods for, at det Kommunistiske Parti boykottede afstemningen, lykkedes det at finde den nødvendige opbakning i Parlamentet, da 62 medlemmer stemte for, at den tidligere leder af den moldoviske højesterets magistratsråd Nicolae Timofti kunne blive landets præsident.

Transnistrien
Den verserende konflikt om området Transnistrien i den østlige del af Moldova udgør en væsentlig destabiliserende faktor.

Sovjetunionens sammenbrud førte til en væbnet konflikt mellem Moldova og udbryderregionen fra 1990-92 efter, at Transnistrien erklærede sin selvstændighed i 1990. Kampene mundede ud i en våbenhvile, som har holdt frem til i dag. Området, som er placeret mellem Dniester floden i vest og den ukrainske grænse mod øst, fungerer de facto som en uafhængig stat med eget parlament, regering og militær, dog uden at være anerkendt af hverken Moldova eller resten af det internationale samfund. Transnistrien støttes af Rusland, som stadigvæk har en ”fredsbevarende styrke” udstationeret og betydelige våben og ammunitionslagre placeret i området.

Forhandlinger om en politisk løsning på Transnistrien-konflikten foregår i såkaldte 5+2-forhandlinger i OSCE-regi (Organisation for Sikkerhed og Samarbejde i Europa). Moldova og Transnistrien deltager som konfliktens parter, mens OSCE, Rusland og Ukraine fungerer som mæglere (de fem). Herudover deltager EU og USA i forhandlingerne som observatører (de to). Efter flere år med stilstand i konfliktløsningen, var 5+2 forhandlingerne blevet genoptaget i 2012, bl. a. pga. magtskiftet i Moldova, og ikke mindst, at den mere forhandlingsvillige Evgeny Shevchuk i december 2011 afløste Igor Smirnov som Transnistiens ”præsident”. Dialogen mellem de to parter intensiverede i perioden, og bl.a. førte til genetablering af jernbanetrafik samt aftaler om at genetablering af telekommunikation. Hidtil har fokus i forhandlingerne været på de socioøkonomiske forhold, som sigter på at skabe større tillid mellem parterne, mens man endnu ikke er nået så langt som til at diskutere politiske spørgsmål, heriblandt sikkerhed.

Fremdriften i forhandlingerne har været svingende, blandt andet også som konsekvens af krisen i Ukraine. Seneste møde i 5 + 2 forhandlingsgruppen fandt sted i april 2015.

Gagausien
Gagausien er et selvstyre-område i Moldova, hvis autonomi blev garanteret af forfatningen i 1994. Flertallet af befolkningen udgøres af gagausere, et ortodoks-kristent folk af tyrkisk oprindelse, der taler gagausisk samt russisk. Det gagausiske selvstyre ledes af guvernøren (Bashkan), der siden marts 2015 er Irina Vlah, der vandt valget med et stort flertal. Irina Vlah var tidligere medlem af Moldovas parlament for det Kommunistiske Parti og siden som løsgænger.

En kontroversiel og ikke-anerkendt vejledende folkeafstemning i februar 2014 viste, at et flertal af befolkningen i Gagausien ønsker et tættere samarbejde med Rusland.

Udenrigspolitik

Moldova er et lille land med en særlig geografisk position som østligt naboområde til EU og nære historiske bånd til Rumænien, men samtidig også med tætte kulturelle og økonomiske bånd til Rusland.

Forholdet til EU 
Moldovas Partnerskabs- og Samarbejdsaftale med EU, der trådte i kraft i 1998, vedrører samarbejde på en lang række områder med det mål i sigte om at styrke demokrati og økonomisk samarbejde. EU, og i første række Rumænien, er Moldovas vigtigste handelspartner.

I 2009 blev Moldova endvidere, sammen med Hviderusland, Armenien, Aserbajdsjan, Georgien og Ukraine, en del af EU’s Østlige Partnerskab, hvis formål er at styrke de 6 landes politiske og økonomiske relationer med EU og lægge grunden til mere dybdegående aftaler.

I november 2013 blev Moldovas Associeringsaftale (AA) og frihandelsaftale (DCFTA) indgået med EU og i juni 2014 undertegnet i Det Europæiske Råd. Aftalesættet blev ratificeret allerede en måned efter af det moldoviske parlament. DCFTA indebærer frihandel for alle varer og tjenester, og aftalerne betragtes som et stort skridt på vejen mod europæisk integration, bl.a. fordi de indebærer en gradvis tilnærmelse til EU’s regler og standarder. De fleste EU-lande, heriblandt Danmark, har ratificeret aftalen, der trådte midlertidigt i kraft den 1. september 2014.

Ydermere har Moldova i april 2014 opnået visumfrihed, så moldovere kan rejse frit uden visum i EU i en periode af op til 3 måneder.

På længere sigt er den fortsatte konkrette implementering af AA/DCFTA afgørende for Moldova. Sammenhængende hermed står håndteringen af spørgsmål som politisk stabilitet, økonomisk ansvarlighed, et styrket retsvæsen, samt især en intensiveret indsats for at bekæmpe korruption. EU yder også finansielt støtte til Moldovas reformproces inden for retsvæsen, regional udvikling, menneskerettigheder og uddannelse.

Forholdet til Rusland
Rusland spiller stadig en vigtig rolle i Moldova, både politisk og økonomisk. De moldoviske områder Transnistrien og Gagausien er pro-russiske og vigtige i forholdet mellem Rusland og Moldova. Transnistrien erklærede sig selvstændigt i 1990 og støttes af Rusland, som stadigvæk har en ”fredsbevarende styrke” udstationeret og betydelige våben og ammunitionslagre placeret i området.

Forhandlinger om en politisk løsning på Transnistrien-konflikten foregår i såkaldte 5+2-forhandlinger i OSCE-regi (Organisation for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) med varierende fremdrift.

Moldova er endvidere afhængig af russisk olie og gas, og Transnistrien har en betydelig gæld til det russiske gasselskab Gazprom, hvilket russerne udnytter politisk i forhold til Moldova, som de mener at gælden falder tilbage på. Rusland forsørger at Moldova skal opgive øget EU samarbejde, til fordel for en toldunion med Rusland, Kasakhstan og Hviderusland, som nyder stor tilslutning blandt den russisk-talende befolkning i både Transnistrien, og Gagausien.

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind