Spring til indhold

Jordskælvsberedskab

Gode råd og forholdsregler

Rumænien er et af de lande i Europa, hvor der er størst seismisk aktivitet. Det seneste alvorlige jordskælv fandt sted den 4. marts 1977 (7,2 på Richter-skalaen).   I sagens natur er de færreste forudsigelige.
  
Før jordskælv:  
Udarbejd en plan for genforening af din familie, hvis jordskælvet skulle komme, mens familien ikke er samlet. Du bør gå ud fra, at telefonerne midlertidigt er ude af drift, togtrafikken gået i stå, og indfaldsveje afspærret.

  • Forbered et lager til mindst 3 dage af drikkevand, dåsemad, tørkost o.l.
  • Sørg for evakueringsudstyr for det tilfælde, at du må forlade hjemmet. Dette kan bl.a. bestå af en lille nødradio, lommelygte, fornuftigt tøj, medicin, personlige papirer, telefonliste og en fløjte (hvis man skulle blive indespærret).
  • Sørg for at sikre din bolig ved at fastgøre større møbler til væggen, undlade at placere tunge pynteting o.l. højt eller over en seng osv.
  • Undersøg hvor hovedafbryder for gas, elektricitet og evt. vand er placeret, og hvordan man afbryder.
  • Anskaf ildslukningsudstyr. Transportable varmeovne bør være sikkert anbragt, og petroleumsovne bør kunne slukke sig selv, hvis de vælter.
  • Med henblik på førstehjælpsbistand bør du altid bære vigtige medicinske oplysninger på dig, såsom oplysninger om kroniske sygdomme, allergier, blodtype etc.
  • Gå altid med et ID-kort 

Efter store katastrofer kan mennesker have svært ved at forstå ulykkens omfang, reagere fornuftigt og foretage sig de nødvendige ting. En hjælp kunne måske være forinden at lave en check-liste til at følge, hvis situationen opstår.

Under og lige efter jordskælvet:
De fleste jordskælv varer under et minut. Man har oftest kun nogle få sekunder til at reagere. Alligevel kan det være nyttigt at have følgende anbefalinger i baghovedet:

  • Søg tilflugt under et bord eller i en døråbning inde i boligen for ikke at blive ramt af faldende møbler eller andre genstande. Pas på vinduer som kan splintres.
  • Det anbefales ikke at løbe ud af huset i panik pga. faren for nedfaldende genstande (glas, ledninger, mure). Men åbn om muligt yderdøren for ikke at blive længerevarende indespærret af fastklemte døre.
  • Husk straks at slukke for gas ved hovedafbryder.
  • Der kan dog være grund til at løbe ud, hvis man befinder sig i et ældre hus eller i en relativt åben stueetage (f.eks. forretningslokale, garage) med få bærende søjler. Brug aldrig elevator efter et jordskælv, tag trappen.
  • Hvis man befinder sig udendørs, bør man se op efter faldende genstand og søge mod en åben plads.
  • Hvis man er i en bil, bør man straks holde ind til vejkanten og blive i bilen. Undgå at parkere på eller under broer. Lyt til bilradioen.

Efter jordskælvet:  
Hvis du er hjemme og uskadt, undersøg om der er fare for sammenstyrtning eller brand. Det er uhyre vigtigt at slukke eventuelle brandtilløb snarest, i visse situationer før man prøver at grave indespærrede personer fri.
I tilfælde af et alvorligt jordskælv i Rumænien vil ambassaden blive bemandet døgnet rundt med henblik på at bistå danskere og opretholde kommunikationslinjer til Danmark. Er ambassaden blevet sat ud af funktion, vil en medarbejder blive stationeret  ved bygningen.

Alle danskere opfordres til at underrette ambassaden om deres situation så hurtigt som muligt, med henblik på at ambassaden kan træffe de nødvendige foranstaltninger, herunder løbende rapportere til udenrigsministeriet i København.

I tilfælde af et alvorligt jordskælv vil ambassadens hjemmeside løbende blive opdateret vedrørende situationens udvikling. 

  • Forsyninger vil formentlig blive afbrudt, men der vil endnu være vand i rørsystemerne.  Fyld om muligt badekar eller spande med vand.  
  • Der kan forekomme efterdønninger, så vær påpasselig og forberedt.  
  • Forsøg at følge TV eller radio og vær opmærksom på evt. evakueringsinstruktioner.  Find evakueringsudstyr frem.  
  • Hvis du er borte fra hjemmet, følg anvisningerne fra de rumænske myndigheder.  
  • Pas på ustabile bygninger, hvis du bliver nødt til at forlade dit hjem. Hvis ikke alle familiemedlemmer er samlet, bør du om muligt efterlade besked om, hvor du er gået hen. Overvej, om det er bedst at blive ved dit hjem, inden du begiver dig ud for at lede efter familiemedlemmer.  
  • Undgå at benytte bil. Blokerede veje vil besværliggøre redningsarbejdet og forsinke udbringningen af forsyninger.  
  • Sprogproblemer kan opstå. Kontakt gerne andre udlændinge i nabolaget for gensidig støtte og for om muligt at lette hjælpearbejdet for de rumænske myndigheder.  
  • Hvis du ikke har mulighed for selv at kontakte arbejdsgiver eller ambassade, kan du evt. give information om din situation til nærmeste politimyndighed, som kan have lettere ved at videregive denne information. 

Ambassadens rolle:
I tilfælde af et alvorligt jordskælv i Rumænien vil ambassaden blive bemandet døgnet rundt med henblik på at bistå danskere og opretholde kommunikationslinjer til Danmark. Er ambassaden blevet sat ud af funktion, vil en medarbejder blive stationeret  ved bygningen.

Alle danskere opfordres til at underrette ambassaden om deres situation så hurtigt som muligt, med henblik på at ambassaden kan træffe de nødvendige foranstaltninger, herunder løbende rapportere til udenrigsministeriet i København.

I tilfælde af et alvorligt jordskælv vil ambassadens hjemmeside løbende blive opdateret vedrørende situationens udvikling.  

Denmarks Ambassade  
Str. Dr. Burghelea 3
Sector 2, Bukarest
Tlf. +40 (21) 300 08 00
Fax +40 (21) 312 03 58
buhamb@um.dk

Royal Danish Embassy
Str. Dr. Burghelea nr. 3
024031 Bukarest

Tlf. +40 (21) 300 08 00
Fax +40 (21) 312 0358 
buhamb@um.dk