Spring til indhold

Indrejse i Rumænien og Moldova

Som dansk statsborger kan du opholde dig i Rumænien og Moldova i op til 90 dage uden yderligere visum

Indrejse i Rumænien
Pr. 1. januar 2007 kan EU/EEA-statsborgere indrejse i Rumænien (uden grænsepolitiets indrejsestempel) på et pas, id-kort eller andet dokument anerkendt af de rumænske myndigheder. Danske statsborgere skal benytte pas til indrejse.

De nye regler gælder for:
 § EU/EEA-statsborgere
 § Familiemedlemmer til EU/EEA-statsborgere
 § Registrerede partnere
 § Personer som forsørges af EU-statsborgeren og er medlemmer af dennes husholdning 
 
Familiemedlemmer som ikke er EU-statsborgere kan indrejse i Rumænien på et gyldigt pas og evt. påkrævet visum. Hvis et familiemedlem til en EU-statsborger har bevis på sit ophold i en anden EU-medlemsstat er han/hun visumfri.

Ophold i Rumænien under tre måneder
EU-statsborgere som indrejser i Rumænien har ret til at opholde sig i landet i en periode på op til tre måneder.
Ledsagende eller efterfølgende familiemedlemmer til EU-statsborgere, som ikke er EU statsborgere, nyder den samme opholdsret som EU-statsborgerne. 
 
Ret til ophold i Rumænien over tre måneder
EU-statsborgere (eller familiemedlemmer til EU-statsborgere) for hvem et af de følgende forhold gør sig gældende, har ret til at opholde sig i Rumænien i mere end tre måneder:

§ De arbejder som selvstændige eller som ansatte i henhold til lovgivningen.
§ De har midler til at forsørge sig selv og deres familie med mindst den minimumindkomst, der er gældende for Rumænien, samt anerkendt sygesikring
§ De er registreret ved en officielt godkendt privat eller offentlig institution i Rumænien.
§ De har sygesikring og midler til at understøtte sig selv og deres familie (svarende til minimumindkomsten gældende i Rumænien).
§ De er familiemedlemmer til en EU-statsborger, som opfylder en af ovenstående betingelser. 

Registrering af ophold i Rumænien over tre måneder
EU-statsborgere som ønsker at opholde sig i Rumænien i mere en tre måneder skal ansøge om et registreringscertifikat hos generalinspektoratet for indvandring i det amt, ansøgeren(e) er tilknyttet. Registreringscertifikatet udstedes samme dag, og er gyldig i en periode på op til 5 år, og ikke mindre end et år. 

Ledsagende familiemedlemmer, som ikke er EU-statsborgere, skal ansøge om et opholdskort.

De relevante dokumenter kan findes her: http://igi.mai.gov.ro/en/content/citizens-eu-eea
 
Ret til permanent ophold i Rumænien
EU-statsborgere, som har opholdt sig legalt i Rumænien i mere end fem år, kan ansøge om permanent opholdstilladelse.

Ledsagende familiemedlemmer (uanset nationalitet) som også har opholdt sig i Rumænien i 5 år, kan ligeledes ansøge om permanent opholdstilladelse.

Ansøgning om permanent opholdstilladelse
EU-statsborgere og ledsagende familiemedlemmer, som opfylder ovenstående, kan ansøge om et permanent opholdskort hos generalinspektoratet for indvandring i det amt, ansøgeren(e) er tilknyttet. En opholdstilladelse er gyldig i 10 år fra udstedelsesdagen.

De relevante dokumenter kan findes her: http://igi.mai.gov.ro/en/content/granting-permanent-residence

Betingelser for opretholdelsen af opholdstilladelsen
EU-statsborgere og deres familiemedlemmer har opholdsretten så længe:

§ De overholder de retlige bestemmelser hvad angår opholdstilladelsen
§ De ikke bliver en urimelig byrde for det rumænske sociale bistandssystem

Udlændingemyndighederne kan beordre den pågældende til at forlade Rumænien. Der bliver imidlertid ikke pålagt noget indrejseforbud.

Betingelser for retten til fri bevægelighed
De rumænske myndigheder kan begrænse retten til fri bevægelighed og ophold i Rumænien for EU-statsborgere og deres familiemedlemmer udelukkende under hensyntagen til den offentlige orden, nationale sikkerhed eller offentlige sundhed. 
 
De kompetente myndigheder skal tage hensyn til:

§ Hvor længe den pågældende har boet i Rumænien
§ Hans/hendes alder
§ Helbredstilstanden
§ Familieforhold og den økonomiske situation
§ Social og kulturel integration
§ Graden af hans/hendes forbindelse til oprindelseslandet

Ansøgninger om ophold over tre måneder indgives til udlændingemyndighedernes lokale afdelinger. I Bukarest indgives ansøgningen til:
Department 2 for Aliens of Bucharest Municipality Adresse: 23-25, Nicolae Iorga Street, Building “F”, district 1, Bucharest
Tlf.: (021) 212 8007
Åbningstider: mandag, tirsdag, torsdag, fredag: 08:30-12:30, onsdag lukket.
 
For yderligere oplysninger, herunder udlændingemyndighedernes øvrige lokale afdelinger: http://igi.mai.gov.ro/en/node/contact (Vælg den relevante by under menuen)  

Moldova
Pr. 1. januar 2007 skal danske statsborgere - samt øvrige EU-statsborgere - ikke længere have visum til Moldova, såfremt opholdet ikke overstiger 90 dage.

 

Royal Danish Embassy
Str. Dr. Burghelea nr. 3
024031 Bukarest

Tlf. +40 (21) 300 08 00
Fax +40 (21) 312 0358 
buhamb@um.dk