Spring til indhold

Information om Coronavirus/covid-19

Her på siden kan du se information til danske rejsende og fastboende i Rumænien i forbindelse med udbruddet af coronavirus/covid-19. Siden er senest opdateret den 27. maj 2020 kl. 10.00. 

Ambassaden anbefaler alle rejsende og fastboende at holde sig opdateret på Udenrigsministeriets rejsevejledning, for Rumænien.

Ambassaden følger løbende udviklingen i forhold til coronavirus/covid-19 i Rumænien. Danskere bosat eller på rejse i Rumænien opfordres til at følge de lokale myndigheders information via nyhedsmedierne og nedenstående informationskanaler. 

Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser i hele verden til og med den 31. maj.  

Samtidig opfordres alle danskere, der befinder sig i udlandet, og ønsker at komme hjem, til at gøre det nu.

Ændringen betyder ikke, at de danske grænser bliver lukket for danskere eller andre der har lovligt ophold i Danmark, der er på vej hjem fra ferie eller andet udlandsophold.

Du kan finde svar på ofte stillede spørgsmål om coronavirus/covid-19 her.

Rumænien

Der er indført beredskabstilstand i Rumænien. Det betyder, at der kan indføres nye tiltag med kort varsel.

EU-borgere kan indrejse i Rumænien. Alle indrejsende placeres som hovedregel i 14 dages hjemmeisolation. Har du sygdomssymptomer eller har du ikke et hjem i Rumænien, kan du i stedet placeres i karantænecenter. Ved ankomst til grænsen skal denne tro- og loveerklæring udfyldes. Det er strafbart at bryde en påbudt isolation. Du kan blive elektronisk overvåget under din isolations/karantæneperiode. 

Visse grupper kan undtages fra hjemmeisolation og karantæne, herunder repræsentanter for udenlandske virksomheder, der har kontorer eller repræsentation i Rumænien og personer, som indrejser for at vedligeholde infrastruktur og udstyr. Ifølge rumænske myndigheder, kan der gøres brug af denne undtagelse, hvis man ved ankomst til grænsen kan dokumentere et kontraktuelt forhold til en virksomhed på rumænske territorium.

Det er desuden tilladt at komme i transit i Rumænien. Transit kan foretages uden karantæne, såfremt du ikke udviser symptomer og ikke gør ophold på turen igennem landet. Ved grænsen vil du blive bedt om at udfylde en tro- og loveerklæring, hvori du angiver, at du alene skal i transit. Du skal desuden kunne redegøre for din videre rejse ud af Rumænien.

Er du i tvivl om de ovennævnte betingelser, bør der rettes henvendelse til de rumænske myndigheder. Ambassaden kan bistå med dette. 

Der kan være screening for sygdomssymptomer ved indrejse, herunder temperaturmåling.

Der er på nuværende tidspunkt ingen restriktioner på danskeres udrejse fra Rumænien. Ifølge ambassadens oplysninger er det fortsat muligt at flyve til Danmark fra Rumænien flere gange ugentligt. Dette kan dog ændre sig med kort varsel.

Bukarest – Billund med Wizz Air onsdag og søndag.

Iasi – Billud med Wizz Air onsdag og søndag.

Cluj-Napoca - Billund med Wizz Air tirsdag og lørdag.

Der er desuden fly mellem Bukarest og Malmø mandag og fredag.


Wizz Air: https://wizzair.com/#/


Mange landgrænser er midlertidigt lukkede, og det kan derfor være vanskelligt at køre igennem Europa. Hvis du planlægger at køre fra Rumænien til Danmark, bør du derfor orientere dig om de generelle forhold og mulighederne for transit i alle lande på ruten hjem. Dette kan du gøre på de danske ambassaders hjemmesider og i Udenrigsministeriets rejsevejledninger.  

Fly-, tog- og busafgange mellem Rumænien og henholdsvis Italien, Spanien, Tyskland, Frankrig, Østrig, Belgien, Schweiz, Storbritannien, Holland, USA, Tyrkiet og Iran er aflyste.

 

Befinder du dig i Rumænien, skal du være opmærksom på følgende: 


Du skal bære maske, når du befinder dig i lukkede offentlige rum, såsom offentlig transport og supermarkeder. 


Det er ikke tilladt at danne grupper på mere end 3 personer, medmindre I er fra samme husstand. 

 

Det er ikke tilladt at rejse mellem byer/områder med mindre, du har en særlig grund (dette kan være i arbejdsmæssig sammenhæng eller for at besøge familie). Forlader du dit område, skal du medbringe en erklæring, som kan findes her.   


Togforbindelser mellem rumænske byer kan være aflyste. Se mere her. Indenrigsflyvninger kan også være aflyste.


Museer og kulturinstitutioner er lukkede.    


Restauranter, barer, fitnesscentre o.l. er midlertidigt lukkede. Der kan fortsat bestilles mad til hjemmet.


Uddannelses- og daginstitutioner er lukkede.

Hvis du rejser i Rumænien og har mistanke om, at du er smittet med coronavirus/covid-19, skal du kontakte 112. Hvis du er fastboende skal du kontakte egen læge.


Det globale udbrud af coronavirus/covid-19 kan medføre vanskeligheder med forsendelser af post til udlandet. Det betyder, at der for danskere bosat i
udlandet kan opstå problemer med at få tilsendt et nyt NemID-nøglekort med posten. Digitaliseringsstyrelsen anbefaler, at man installerer NemID nøgleapp på sin telefon. Du kan læse mere her.


De nye midlertidige indrejserestriktioner til Danmark, har i nogle tilfælde gjort det svært for ikke-danske statsborgere rejsende til Danmark at boarde fly fra udlandet. Har du har lovligt ophold og bopæl i Danmark, kan ambassaden hjælpe dig med at udfærdige et certifikat, der viser dette (certificate to board).

Information

Lokal information er udelukkende tilgængelig på rumænsk.

 

Du kan finde information om coronavirus/covid-19 i Rumænien hos Sundhedsministeriet eller hos Det Nationale Institut for Folkesundhed.

 

De rumænske myndigheder udsender løbende information til borgerne her og her.


Du kan med fordel hente den gratis app "DSU" fra de rumænske beredskabsmyndigheder (Departamentul pentru situatii de urgenta).   


Du kan læse mere om coronavirus/covid-19 hos WHO. Du kan læse WHO's råd om, hvordan du bedst beskytter dig.


Nem adgang til vigtig information

Ambassaden opfordrer alle danskere i Rumænien til at registrere sig på Danskerlisten og hente udenrigsministeriets app Rejseklar. Danskerlisten giver os mulighed for at kontakte dig eller sende dig vigtige informationer om, hvordan du bør forholde dig. Du tilmelder dig Danskerlisten her.


Har du spørgsmål i forbindelse med coronavirus/covid-19, kan du tage kontakt til den danske ambassade i Rumænien på telefonnummer +40 (21) 300 08 00.

Udenrigsministeriet og den danske ambassade rådgiver ikke om sundhedsfaglige spørgsmål, men henviser til Sundhedsstyrelsen. På de danske myndigheders fælles informationssite www.coronasmitte.dk kan du finde information om coronavirus/covid-19.


For yderligere information se også Udenrigsministeriets hjemmeside.